Havkat(Anarhichas lupus)

I sæson hele året. Kvaliteten er dog bedst fra april til maj.

Havkatten kan kendes på, at den har 10-15 tværgående striber ned langs siden. Grundfarven varierer fra rødbrun til gråbrun.

Den har et stort hoved, og kraniets knogler er usædvanligt kraftige. Med de stærke kæbemuskler er den i stand til at knuse muslinger, inden de sluges. Udover muslinger består føden af snegle, krebsdyr, søpindsvin og krabber.

Havkatten kan blive op til 150 cm lang, og den lever på 1-500 meters dybde. Kødet er hvidt og fast.

TIP: Havkatten egner sig godt til stegning, grilning, bagning og dampning.