For godt 15 år siden stiftede Michael Fitzner, også kendt som “branchens bedste urtenørd”, VildeUrter ud fra en vision om at bringe den vilde danske natur ind i det nordiske køkken.
I 10 år samarbejdede han med noma og inspirerede dem til at sætte vilde urter og smage fra den danske natur på menuen. Dermed var Michael med til at gøre den vilde danske natur til en del af det professionelle køkken. Med en særlig vedholdenhed har Michael fundet helt nye ting, som i dag er blevet almindelige i køkkenerne. Hvem har fx ikke set solbærgrene på menuer rundt om i verden? Det er noget, som Michael fandt på, og som blev en del af den trend, som noma udbredte til hele verden.
Igennem VildeUrter tilbyder Fitzner i dag gode råvarer dels fra egne marker i Lejre, hvor der dyrkes et udvalg af specielle urter, grøntsager, blomster og bær, dels via særaftaler med dygtige landmænd.
Vi vil gøre det rigtigt
– Det, vi dyrker og leverer, skal være friskhøstet, og det skal ud på den kortest mulige tur fra jord til bord. Vi sprøjter ikke, og vi prøver at gøre det hele så håndholdt, som muligt. Hos os har vi ingen drømme eller ambitioner om stordrift – til gengæld elsker vi at lære nyt hele tiden.
Helt gennemgående forsøger vi at have den længst mulige sæson for alt, hvad vi dyrker. Det vil sige, at vores grønt-nørderi kan komme på menuen, uden du som kok skal stresse over, om sæsonen snart er slut.
Vi dyrker det, som vi synes, er lækkert. Om du så kalder os bæravlere, gartnere eller landmænd. Det tænker vi ikke så meget på. Derimod håber vi, at du og dine gæster nyder vores håndværk.
Michael Fitzner
Stifter, VildeUrter