Sammen med Foreningen for ORIGENALER sætter vi fokus på at fremme den danske biodiversitet. Det handler blandt andet om at bevare produktionen af de gamle grøntsagssorter, så vi også i fremtiden har et spændende og smagfuldt udvalg af frugt og grønt i køkkenet.
Hvorfor bevare ”Origenalerne”?
Biodiversiteten er under pres – også den, der vokser på marken. Derfor arbejder Foreningen for ORIGENALER for at genintroducere vores danske, hjemmehørende plantesorter i fødevaresystemet – og dermed skabe mere biodiversitet på tallerkenen. Det hele startede oprindeligt som et pilotprojekt i 2019, hvor Randers Regnskov, med Randi Hansen som projektleder, og en række økologiske producenter gik sammen om at undersøge og teste, hvordan man kan sikre diversiteten i vores fødevaresystem.
– De gamle grøntsagssorter er vigtige at have i produktion, hvis generne herfra skal være tilgængelige i fremtiden. Sorterne er bl.a. med til at sikre, at man i det professionelle køkken har flere strenge at spille på – både i forhold til smagsnuancer, farver og teksturer. Vi har i mange år interesseret os for lokale fødevarer. Som madfolk ønsker vi, at et steds DNA skal komme til udtryk i råvaren, produktet og måltidet. Med ORIGENAL er vi helt inde konkret at arbejde med DNA, da det rent faktisk handler om at genintroducere og bevare vores danske fødevaregenetiske ressourcer i produktionen – og efterfølgende få dem på menukortet. Det er spændende.
Randi Friis Hansen
Projektleder, ORIGENAL