GartnerHjælpen

Vi giver naturen en hjælpende hånd

Hver dag kasseres grøntsager alene af den grund, at de afviger fra de gængse ønsker til størrelse og udseende – og dette spild ønsker vi at gøre op med. Igennem konceptet GartnerHjælpen samarbejder vi derfor med Gasa Nord Grønt om at afsætte de skæve grøntvarer, som på trods af deres skævheder er af høj kvalitet og smager lige så godt som andre grøntsager. Med GartnerHjælpen får de skæve grøntvarer altså en chance til – både til gavn for de danske avlere og ikke mindst for naturens ressourcer.

– Konceptet omkring GartnerHjælpen blev oprindeligt skabt på grund af vores besøg hos danske avlere, hvor vi kunne se det enorme spild, der blev genereret af skæve varer, som enten var for store, for små, for skæve eller måske bare skåret forkert i forhold til de gængse standarder. Det madspild, syntes vi, skulle gå til noget bedre end f.eks. gødning, biogas eller i værste fald containeren, for en stor del var klart spiseegnet. Med GartnerHjælpen tager vi ansvar for de skæve grøntsager, som er en helt naturlig del af en produktion, og som stadig har en fin spisemæssig kvalitet. På den måde passer vi på vores jord – jordens ressourcer er jo blevet brugt på at lave varen – og på de varer, som ikke bør kasseres alene på grund af små skønhedsfejl. Det er sund logik for os.

Benjamin Larsen,
Markedschef, Cater Grønt